Meld flytning – Hvordan melder man flytning?

Når du skal flytte, er det rigtig vigtigt at huske at melde flytning. Her kan du læse mere om, hvordan du melder flytning, hvor du skal gøre det henne, og ikke mindst hvornår du skal gøre det. Det er ganske simpelt hvis du følger vores ”meld flytning”–guide nedenfor.

Hvornår skal jeg melde flytning?

Ifølge loven har du pligt til at melde flytning til din nye kommune senest 5 dage efter du er flyttet. Så det er en rigtig god idé at være ude i god tid, så du ikke pludselig står i flytterod op over begge ører og pludselig skal finde ud af at melde flytning. Meld gerne flytning allerede inden du flytter, men du kan tidligst melde flytning fire uger inden du flytter til din nye adresse.

Hvor og hvordan melder jeg flytning?

Du skal melde flytning til folkeregisteret, så du kan få en ny folkeregister-adresse, og det gør du online på borger.dk. Har du ikke fået pakket dine flyttekasser med computeren ud, kan du heldigvis låne en computer på biblioteket eller det lokale Borgerservice. Selve flyttemeldingen kan være en lille smule forskellig alt efter hvilken kommune du flytter til, men starter du på borger.dk og følger guiden nedenfor, går det ikke helt galt:

Sådan melder du flytning

  1. Gå ind på borger.dk og vælg ”Anmeld flytning til folkeregisteret” i menuen.
  2. Vælg den kommune du skal flytte til og klik ”Videre”.
  3. Herefter skal du logge ind med nemID.
  4. Du vil nu få en side frem med dine personlige oplysninger og adresse. Tryk på ”Videre”/”Næste” for at begynde selve flytteanmeldelsen.
  5. Nu følger du guiden trin for trin. Først vælger du, hvilke personer der skal flytte, dernæst hvornår flytning skal ske og hvilken adresse du flytter til. I et af de sidste trin skal du desuden vælge læge, hvis din nye adresse ligger langt fra din nuværende læge (som hovedregel over 15 km).

Får du brug for hjælp til at melde flytning, vil der de fleste steder være hjælp at på Borgerservice. Her kan du låne deres computere og få hjælp og vejledning til at melde flytning.

Efter du har meldt flytning

Når du har meldt flytning, går der ca. 14 dage inden du modtager dit nye sygesikringskort/sundhedskort.

Foruden at melde flytning til folkeregisteret, er det også vigtigt at du melder flytning til Post Danmark, så du stadig vil modtage post – også selvom den måske er sendt til din gamle adresse. Læs mere om hvordan du melder flytning til Post Danmark.

Derudover skal du i de fleste tilfælde også melde flytning til dine forsyningsselskaber (vand, el og varme), så du ikke hæfter for forbrug på din gamle adresse, efter du er flyttet.

Del dette indlæg:
Pin Del

2 kommentarer

  1. Gerth Christensen siger:

    Hvordan melder man flytning når man er 96 år ingen pc’er er fritaget for digital post og ingen nem id. Hvad har de tænkt sig !!!! Mvh. Søn til 96 årig

    • Flyttevejledning siger:

      Hej Gerth,

      Mon ikke den lokale borgerservice vil være behjælpelig, hvis man er fritaget for digital post. Det er vores bedste bud 🙂

Skriv en kommentar

Når du kontakter os via denne formular, gemmer vi dine oplysninger og publicere navn og kommentar på siden. Vi anbefaler, at du ikke angiver følsomme personoplysninger, da de vil de blive slettet straks efter modtagelsen og din henvendelse ikke behandlet.