Billige flyttekasser – hvor køber man dem?

Flyttekasser er en af de vigtigste ting til din flytning. Det kan virke dumt at skulle bruge penge på kasser af pap, som man alligevel ikke kan bruge bagefter, så derfor vil du naturligvis gerne finde nogle billige flyttekasser. Læs mere om flyttekasser, hvor du køber dem og hvordan du får mest muligt ud af dem.

Der findes et væld af forskellige flytteredskaber og måder at flytte på, men ét er sikkert: Du får brug for flyttekasser under alle omstændigheder, og for din egen økonomis skyld – helst de billige flyttekasser. Du kan hurtigt tage til det nærmeste byggemarked og købe en stak standard flyttekasser, men gør dig selv en tjeneste og undersøg markedet, så du får det bedste produkt til prisen og ikke ender med at føle dig snydt.

Hvilken størrelse flyttekasser skal jeg købe?

Flyttekasser fås i mange forskellige størrelser, men der findes to meget brugte størrelser, som oftest kaldes junior og senior. Junior-flyttekasser måler typisk ca. 40 cm x 40 cm x 40 cm, og senior-flyttekasser er ca. halvanden gang så stor og måler typisk ca. 40 cm x 60 cm x 40 cm.

Hvilken størrelse du skal vælge afhænger af hvor mange ting du har, hvor store de er og hvad de vejer. Det er altid en god idé at have både store og små flyttekasser. I de små kan du komme bøger, service og andre tunge ting i, mens de store er ideelle til lettere ting som fx tøj og pynteting.

Du skal dog stadig huske at fordele dine ting lidt efter vægt. Selvom det er nemmest at komme alle bøger i én flyttekasse, er det en dårlig idé. Selv en junior-flyttekasse vil blive alt for tung hvis den er pakket med bøger. Sørg derfor for at fordele vægten jævnt.

Har du ekstra tunge ting, kan du også med fordel gå på jagt efter pro-flyttekasser, som er kraftigere i pappet og derfor kan klare mere vægt. Det er bedre at bruge lidt ekstra penge på stærke flyttekasser og på den måde sikre at dine ting når helt og uskadt frem til din nye bolig.

Hvor finder jeg billige flyttekasser?

Flyttekasser koster typisk mellem 8 og 20 kr. i byggemarkederne, mens de ekstra kraftige pro-flyttekasser ofte ligger mellem 25 og 40 kr. Der er penge at spare, hvis du køber flere, og ofte får du fx 10 flyttekasser for 120 kr.

For at finde billige flyttekasser, kan du med fordel lave en hurtig søgning på nettet og se priserne fra de store byggemarkeder. Du kan også med fordel kigge på tilbudsugen og se aktuelle tilbud på flyttekasser fra ugens annoncer og reklamer, for her er ofte penge at spare.

De aller billigste flyttekasser er dog dem, du ikke skal betale fuld pris for. Spørg venner og familie, om de har flyttekasser liggende, som du må låne. Ofte ligger de ubrugte i kælderen eller på loftet, fordi folk synes, det er spild at smide dem ud. Har du ikke held ved venner og familie, kan du prøve på den blå avis. Her sælges de tit ret billigt. Læs her hvordan du kan få gratis flyttekasser.

Hvor mange flyttekasser skal man bruge?

Ét er sikkert: Du får brug for flere flyttekasser end du umiddelbart regner med. Sørg for at have rigeligt med flyttekasser, for det er så ærgerligt at løbe tør midt i nedpakningen. Hvis du gemmer bonen, kan du desuden ofte returnere ubrugte flyttekasser i byggemarkedet.

Hvor mange flyttekasser du får brug for er svært sat forudsige, og det afhænger af hvor mange ting du har og hvor stor en bolig du har. En tommelfingerregel siger at du skal bruge mindst halvdelen af det antal kvadratmeter du flytter fra (husk også at tælle evt. depot-, kælder- eller loftrum med).

Det vil sige, at hvis du flytter fra en lejlighed på 60 kvadratmeter skal du mindst bruge 30 flyttekasser. Det er kun en tommelfingerregel, og det er selvfølgelig meget forskel på hvor mange ejendele folk har, og hvor meget tingene fylder. Husk også at hvis du har børn skal du højst sandsynligt bruge lidt flere flyttekasser.

Hvad er alternativet til flyttekasser?

Du kommer ikke uden om flyttekasser, når du skal flytte, men der er ingen der siger, at du behøver at købe dem. Det er nemlig også muligt at leje flyttekasser. Flere flyttefirmaer udlejer flyttekasser og nogle flyttefirmaer giver dig endda lov til at låne flyttekasser gratis, hvor du bestiller dem til at flytte for dig. Der er også flere virksomheder online som udlejer flyttekasser.

Når du lejer flyttekasser skal du dog være opmærksom på hvor lang tid du kan leje flyttekasserne i forvejen og hvornår og ikke mindst hvor de skal afleveres tilbage. Hvis du er flyttet fra den ene ende af landet til den anden, er det ikke en god løsning, hvis dine lejede flyttekasser skal afleveres nær din gamle bopæl. Ligeledes kan det gøre flytningen mindre stressfuld, hvis du kan begynde nedpakningen i god tid inden flytningen, så vær opmærksom på hvor lang tid du kan leje flyttekasserne i forvejen.

Hvad gør jeg med flyttekasser efter flytningen?

Det er spild at smide flyttekasser ud efter flytning (selv hvis du har købt billige flyttekasser), men hvad skal man så gøre med dem? De fleste flyttekasser er ikke velegnede til længere tids opbevaring, men har du fået fat i nogle gode kraftige flyttekasser, kan du med fordel bruge dem til opbevaring i dit depotrum, i kælderen eller på loftet. Men tjek lige, at kælderen er helt tør, inden du bruger flyttekasserne til opbevaring. Hvis ikke, vil kasserne med tiden blive fugtige og suge vand, og de kan mugne. I så fald bør du få fat i kasser af plastik i stedet.

Du kan også gemme flyttekasserne til næste gang du skal flytte. Skil dem ad, så de ligger fladt og bind dem sammen med snor, så de er nemmere at håndtere. Skal de stå på loftet eller i kælderen, bør du pakke dem ind i plastik (fx en stor sort plastik-sæk), så de ikke får fugt.

Ellers gør en god gerning og forær dem til venner eller familie, som stor foran en flytning. Ellers er det en mulighed at sætte dem til salg på Den blå avis, salgsgrupper på Facebook, eller sætte en opslag i den lokale avis eller på købmandens opslagstavle. Der er sikkert nogle, der er på udkig efter gratis eller billige flyttekasser, ligesom du var.

Har du erfaringer med flyttekasser, og hvilke slags vil du anbefale eller fraråde andre?

Del dette indlæg:
Pin Del

Skriv en kommentar

Når du kontakter os via denne formular, gemmer vi dine oplysninger og publicere navn og kommentar på siden. Vi anbefaler, at du ikke angiver følsomme personoplysninger, da de vil de blive slettet straks efter modtagelsen og din henvendelse ikke behandlet.